02/07/2024 0 Kommentarer
Lukas' julefortælling del 8. Viden og tro
Lukas' julefortælling del 8. Viden og tro
# Julebloggen - et forsøg på en julekalender...
Lukas' julefortælling del 8. Viden og tro
”Zakarias sagde til englen: ”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.” Da svarede englen ham: ”Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.”” (Lukas 1,18-20)
Zakarias har svært ved at give sig hen til det, englen fortæller ham i templet. Zakarias er vant til at have styr på sit liv. Han er også vant til at planlægge, hvad der skal ske med det. Han vil derfor have at vide, at det er sandt, hvad englen fortæller. Han vil med andre ord have fakta på bordet. Ellers giver han sig ikke hen. For Zakarias er der meget på spil.
Zakarias er ikke længere herre over sit eget liv
Englen har tilmed fortalt ham, hvad han skal kalde sit barn. I den patriarkalske kultur, som Zakarias lever i, er det faderens ret at bestemme, hvad hans barn skal hedde. Ved at nægte ham den ret, siger englen: "Det er ikke dig, der er herre over barnet. Det er barnet, der er herre over dig! Han må derfor droppe forestillingen om at have så meget styr på sit liv, at han er sit eget livs ansvarshavende redaktør, som Søren Kierkegaard siger et sted. At være sit eget livs ansvarshavende redaktør er at kunne planlægge sit eget liv - herunder også at planlægge og bestemme navnene på sine børn. Men Zakarias vil vide, at det er sandt, at det ikke længere forholder sig sådan. Hvis han ikke får en viden om det, vil han ikke give sig hen i det.
Det handler ikke om viden, men om tro!
Englen vil bare ikke tale om viden. Englen vil tale om tro. Viden er at have kontrol over sit liv. Tro er at opgive kontrollen. Troen er at åbne sig for, at det fra nu af ikke er din viden, der viser dig livet. Nu er det barnet, der viser dig livet. Det vil tilmed vise dig, at livet er større end det liv, du planlagde. John Lennon sagde engang: Livet er noget, der sker, når du planlægger alt muligt andet. Det skal blive Zakarias’ erfaring.
Derfor skal han blive stum, indtil barnet bliver født….
Kommentarer