21/05/2025 0 Kommentarer
Mellem flod og ebbe - et Vadehavsoratorium, koncert med Aarhus Sct. Pauls Cantori
Mellem flod og ebbe - et Vadehavsoratorium, koncert med Aarhus Sct. Pauls Cantori

VADEHAVS turné og oratorie – "Mellem flod og ebbe"
Sct. Pauls Cantori fra Aarhus gæster Vadehavsregionen i dagene omkring Kr. Himmelfart.
I Varde kirke inviteres til en musikalsk rejse gennem det unikke vadehavslandskab med koncerten "Mellem flod og ebbe", et Vadehavs-oratorium sammensat til lejligheden af Cantoriet, der kombinerer kormusik, orgelværker og solistiske indslag. Inspireret af den særlige natur, fuglelivet og tidevandsbevægelsen vil dette oratorium fortolke Vadehavets dramatiske skønhed og mystik.
Programmet vil bestå af værker af komponister og forfattere, der har hentet inspiration fra naturen og områdets kulturelle arv. Centralt i oratoriet står korværker af komponisten Bo Gunge, der er hjemmehørende i Ribe.
Endvidere vil der i programmet være referencer til Kr. Himmelfart, da koncerten finder sted i dagene heromkring..
Mellem korindslagene vil der også være mulighed for at nyde en række af Cantoriets dygtige solister udfolde sig i sange og arier med tekster af bl.a den sønderjyske digter: Jens Rosendahl.
MEDVIRKENDE
SCT. PAULS CANTORI, Aarhus
Solister fra Cantoriet
Thomas Kristian Nielsen, dirigent
SCT. PAULS CANTORI
Koret er hjemmehørende ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus. Det består af yngre professionelle sangere, som fortrinsvis er sangstuderende eller uddannede sangere ved Det Jyske Musikkonservatorium. Ved koncerten i Varde medvirker 18 sangere heraf.
Cantoriet medvirker ved alle kirkelige handlinger i Sct. Pauls Kirke, Aarhus og har en del koncertvirksomhed, hvor bl.a. kirkemusikkens store oratorier for solister, kor og orkester opføres - herunder Bachs "Johannespassion", Brahms ”Requiem” samt Händels "Messias".
Cantoriet har faste samarbejder med flere af landsdelens førende orkestermusikere og ensembler som Randers Kammerorkester, Århus Sinfonietta samt musikergrupper fra både Aarhus og Odense Symfoniorkester.
DIRIGENT
Koncerten dirigeres af Thomas Kristian Nielsen (f.1971).
Han har siden december 2001 fungeret som organist og kantor ved Sct. Pauls Kirke, Aarhus.
Han er kunstnerisk og administrativ leder af Sct. Pauls Cantori, med hvem han over de seneste to årtier har opført Händels "Messias" mere end 30 gange.
Thomas er uddannet med Kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København og efterfølgende med en kandidateksamen i Kor- og orkesterledelse fra Det Jyske Musikkonservatorium. Foruden en omfattende virksomhed som kor- og orkesterdirigent underviser han sideløbende ved Løgumkloster Kirkemusikskole.
Billetter á 100kr kan købes ved indgangen.
Dørene åbner kl. 16.30
Kommentarer