Den gode nyhed er, at det går godt! Jeg gentager det lige igen: Det går godt! Det går faktisk rigtig godt!!!

Sagen er, at jeg igen i dag er blevet ringet op af en journalist, der spurgte, om vi kunne mærke, at gudstjenestedeltagelsen var faldende på grund af de mange udmeldelser af Folkekirken. Det kan vi ikke mærke, snarere tværtimod. Det var journalisten dog ikke interesseret i at høre mere om. Han havde vist på forhånd skrevet sin forfaldshistorie om Folkekirken.

Folkekirkens forfaldshistorie bliver nemlig skrevet igen og igen i medierne. Masseudmeldelser, sorte præster, der ikke kan lide homoseksuelle, rod i økonomien og kirkelukninger er bare nogle af overskrifterne igennem året. Og når man bare gentager forfaldshistorien længe nok, kan man tilsidst få den opfattelse, at det er sandheden. Det er det bare ikke. Og jeg gentager: Folkekirken er ikke i forfald. Det går godt!! Det går faktisk rigtig godt!!!

Og her den gode histore, som jounalisten ikke skriver:

Kirken ligger midt på torvet. Her har den ligget i mange hundrede af år og været stedet, og her er folk kommet i glæde og sorg.  Som en rusisk forfatter engang sagde: Kirken er der for at minde mennesker om, at de ikke er dyr, men netop mennesker. Derfor bliver kirken ved med at ligge på torvet. Ja, vi har haft udmeldelser og hver eneste er vi kede af. Der er dog ikke tale om den medlemsflugt, som den man har kunnet læse om i pressen. Der har også været sagt meget om præster, der har noget imod homoseksuelle. Det er der ingen af os, der har. Kommer der nogle, der gerne vil vies, er de tilmed velkomne. For her er alle velkomne. Det er folkets kirke og det skal den blive ved med at være. Økonomien er stram som alle andre steder i samfundet, men vi har et dygtigt menighedsråd, som arbejder seriøst og forstår at styre udgifterne. Kirkelukning bliver der ikke tale om. Der er fin deltagelse til gudstjenesterne, som vi har mange af. Nogle gange er deltagelsen selvfølgelig større end andre gange. Sorte præster? Det synes vi nu ikke selv, at vi er. Vi er ikke enige teologisk. Langt fra. Vi afspejler den spændevidde, der er i Folkekirken. Sådan skal det også være. Det fine ved Folkekirken er, at man på trods af forskellige opfattelser, kan være sammen alligevel, fordi man er sammen om det væsentligste, nemlig forkyndelsen af evangeliet. Og så skal der også nævnes alt det andet, der går godt: Musiklivet, der blomstrer. Kirkegårdene, som dygtige og engagerede folk passer og plejer. Kordegne og kirketjenere, der gør alt for, at der er ordentligt og pænt, sådan at folk kan føle sig velkomne.

Der er selvfølgelig altid kampe, der skal kæmpes og problemer, der skal løses - men alt i alt går det godt! 

Nu er det snart jul. Juleaften er kirken fyldt til bristepunktet. Rige, fattige, unge, gamle, kvinder og mænd sidder i al deres forskellighed på bænkene og alle smelter de sammen i sangen om glæden, der blev født i nat. Julens evangelium er: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket."

Denne juleglæde burde inspirere til en vis form for kristen frimodighed i en krisetid! Måske også inspirere til at fortælle den gode historie om kirken og ikke forfaldshistorien, som efterhånden er temmelig trættende at høre på.